Vikingetur 1 – juli 2016

De gamle vikinger kendte turen så godt, at de kaldte den “spritruten”, fordi de kunne sejle den på mjød, svampe og dumdristighed. I dag ville vi måske kalde den Scooter-trekanten, fordi man godt kan blive væk på den et par timer i tågen og komme til at sejle over for rødt i Mols-Liniens kørebane.

Af Niels Chr. Hansen – juli 2016

Vi sidder på den vold af sten, som havet i årevis har stablet møjsommeligt op om Helgenæs’ sydspids. En kilometer mod sydvest rager det gamle fyr på Sletterhage op og markerer Mols’ kendte snotdryp ned i Kattegat.

Vi skal mod syd. Til nordspidsen af Samsø, og det store kryds er på 11-13 km. Over åbent hav med hurtigfærgerne sprøjtende på tværs af vores sejlretning. Vi ror seks kilometer i timen. De tonser hele 70.

I går tog vi hjemmefra Aarhus Havkajakklub i Marselisborg havn og roede direkte til Molshoved, så vi er vant til at krydse hurtigfærgens rute og sejle på åbent hav.

Vi roede de 25 km til fyret og har nu fået en god nats søvn og en gang forsvarlig morgenmad – og så melder overvejelserne sig alligevel.

Vil jeg møde min overmand derude? Muren? Den psykiske barriere, der får mig til at bryde sammen eller gå i panik midt på vanddybet? Vil overfladespændingen kunne holde mig oppe længe nok til at få blus på en af nødraketterne eller den orange, håndholdte flare? Vil Mols-Linien se mig på radaren eller brutalt sejle mig ned og male det hele til benmel i turbiner- ne?

Vi har besluttet, at vi ikke ror langt, men vi ror intelligent. Hvad vil det så sige? De skøre ror fra A, og de helmer ikke, før de er nået til B, selvom det ligger tosselangt væk. Det havde vikingerne slaver til. Når de roede til Grønland eller Vinland eller Samarkand, udstak de kloge kursen, og slaverne sled i årerne. Vi andre ror med masser af nærende pauser efter forudlagte planer, vi finder gode overnatningssteder med mest mulig komfort, og vi tager ingen chancer – og sætter heller ingen rekorder.

Den største udfordring er at krydse så meget åbent hav. Selv om det kun er x antal km i fugleflugtslinje, føles det længere og farligere, end hvis det foregik langs kysten. Nok ligesom at balancere på en bom fra ét højhus til et andet, når den samme strækning ville være “a piece of cake”, hvis den foregik 20 cm over jordhøjde.

Vi ror kun over, hvis vi har klart sigt og kan se det land, vi agter at ro til – eller det land, vi kommer fra. Vi ror kun i vejrforhold, som ikke overgår de enkelte roeres evner. Vi kender Mols-Liniens færgetider til og fra Aarhus, så vi ikke kommer på kollisionskurs med katamaranen og dens turbiner, som er for hurtige til at undgå. Hvis vi alligevel skulle blive overraskede, lægger vi os i nærheden af bøjer, der afmærker grunde og flak, som den ”tunge” trafik skal undgå.

Risikovurdering
Vi ror i samlet flok, og vi har fløjter til at give hinanden signal med, og vi har slæbeliner til træk og kontaktbugsering, hvis vi skulle få brug for det. Og hvad så hvis uheldet er ude? Det sorte uheld, som vi skal have kvalificeret hjælp til? En skulder af led, en påsejling, et ildebefindende, søsyge, et hjertestop …? Vi ved fra vores tidligere ophold både ved Sletterhage og Nordsamsø, at mobildækningen er sporadisk, og herude langt fra land er den ikke eksisterende. Derfor ville vi jo alligevel prøve mobiltelefonens 112 af (gerne med GPS-visning), hvis nu..! Eller vi ville finde vores røde nødraketter og -blus frem fra vesten eller fordækket og fyre to af med mellemrum og holde en tredje klar til positionsmarkering.

Hvad der ellers sker, anser vi for en kalkuleret risiko, som vores friske liv til søs rummer hele tiden, og som vi kender på forhånd. Vi har taget alle de fornuftige forholdsregler, vi har til vores rådighed – uden at medbringe følgebåde, læger, SOK-overvågning og lignende. Vi opfører os så ansvarligt, det står i vores magt, men vi ved også, at det kan gå galt – og at vi må løbe risikoen. Responstiden til alle slags redning ude på havet kan være lang, og vi er i fare for hypotermi, bevidstløshed, kvæstelser, læsioner … listen er lang, og den må vi kunne leve med. Ellers må vi blive hjemme.

Asetro
Lejren er pakket ned. Det er nu, vi skal af sted. Der hersker en beslutsom tavshed – som i ”hvordan har jeg det nu? Er jeg klar?” Vi har ryddet op. Vi har været afsides med toiletrullen. Vi har ikke drukket mere vand end godt er. Vi har ikke ondt nogen steder.

Jeg er færdig. Eller er jeg egentlig helt færdig? Det er nu, man med respekt for sig selv må spørge sit tarmsystem, om der er mere. Følge terapeutens råd og gå ind at mærke efter. For de næste 11 kilometer i fugleflugtslinje er der ingen toiletter, og al nødtørft må forrettes fra bagdækket i flåde med kammeraterne. Der er jo også det med, at hele wc-rullen kan falde i havet, og så er man for alvor på ski…..

Vi regner med en overfartstid på to timer. Vejret er fint, og vinden giver næsten ingen afdrift, og strøm er der tilsyneladende ingen af.

De første ti minutter tester vi formen, vandet og vinden. Alt tegner fint, og stemningen letter mærkbart. Vi begynder at snakke, og vi mingler i skiftende smågrupper, mens vi bare ror. Der er ”den store stilhed” derude. Det er her, man kan komme i flow og glemme tiden i større eller mindre portioner. Tankerne går.

Vi har kaldt det en vikingetur, fordi det får fantasien på gled og sælger oplevelsen så godt. Men det er heller ikke helt løgn, for vikingerne var talrige i området i den sidste del af jernalderen, og de har drønet rundt lige her, vidner fund om både på havbund og i jorden under Aarhus. I en brønd på Store Torv fandt arkæologerne et møllespil indridset i en dæksplanke fra et skib af nordisk type.

Sådan et spil ville gøre underværker på en dag med vindstille og ikke en skid at gøre ved det. Forestil dig samtalen omkring spillet, mens sejlet hænger slapt ned, og skipper hvert øjeblik kan finde på at beordre årerne frem.

“Har I hørt om han den nye gud, de er kommet med fra de varme lande?” “Jesus?” “Ja, ham den lille svagpisser, de sømmede op på nogle skibsplanker i Middelhavet. Han hænger bare der med hovedet og siger, de skal vende den anden kind til, hvis de får hug.”

“Jeg regner ham ikke. Vores guder ville aldrig finde sig i sådan noget. De ville vende deres bare til og skide på fjenden.” “Nu vil de nye have en kirke i Aros, men det får de ikke. De kan til nød få et sted ude vest for palisaderne – ikke inden for byvolden.”

”Det har de allerede fået,” er der en, der ved. “De har bygget en kryptkirke af frådsten til Vor Frue, kalder de hende. Men hun hedder i virkeligheden jomfru Maria og er ham Jesus’ mor.” “Jomfru!? Og mor!?”

“Ja, det er noget med, at hun har fået barn med heldighånden, og Jesus er guds søn.” Den lader vi lige stå, mens latteren omkring brætspillet lægger sig. “Det er simpelthen så langt ude, at de kun kunne have troet det i bronzealderen,” er der en, der griner.

Men de skulle blive klogere. Vor Frue kirke endte med at ligge midt i Aarhus, efter at bymuren bare måtte rykkes udad, som byen voksede – og i dag ville vikingerne fra Aros skulle gå fra åens vadested op til Immervad og gennem Magasins afdeling for herreparfumer for straks efter at støde på den fine, gamle kirke, hvor Jesus hænger på korset og ser lidende ud og ikke ligner nogen barsk viking. At det skulle komme så vidt! Og den nye, kristne domkirke med tilhørende torve optager nærmest hele den oprindelige gamle boplads. De gamle guder ville rotere i deres grave.

Varslingssystemet før og nu
Halvvejs ude mellem Helgenæs og Samsø når vi til en bøje, en kardinalafmærkning. Den markerer Lillegrund og Mejl Flak, hvor dybderne springer fra 64 og op til et par meter. Den er en såkaldt østkardinal og viser hindringens udbredelse i østlig retning. Bundforholdene mellem Helgenæs og Samsø er en klar fortsættelse af ”bjergene” på Mols, og når vi får ordentlig kending af Samsø, vil vi se, at Mols Bjerge har resten af familien stående her og bule op i den blå luft.

Vi ror lidt rundt om den store satan, som sådan en bøje er. Vi er kommet cirka halvvejen, og Samsø er ikke blevet større af den grund. Det er den egentlige udfordring: Det er kun uret, der viser, at man bevæger sig. Alt andet er så stort herude, at afstande ikke er noget, man kan måle umiddelbart på. Man må ikke lade sig gribe af panik over det fjerne land, der ikke ser ud til at komme nærmere. Man skal kunne rumme sin egen lidenhed og verdenshavets uendelighed (tag den!). Vikingetidens varslingssystem var ikke så sofistikeret, men omfattende nok til deres brug. Alene på Djursland har otte steder navnet Bavnehøj, på Samsø omkring andre otte med afslørende navne og på Helgenæs knejser Ellemandsbjerget. Alle med en kendt funktion som ”fyrbakker”, hvorfra der kunne signaleres med bål og røg, hvis der var fare på færde.

Tyv tror, hver mand stjæler, og vikingerne er ofte blevet beskrevet både af sig selv og især af deres ofre rundt i Europa og langs de russiske floder som simple sørøvere.

Og meget taler for, at rygtet er sandt. Ved at studere Christian V’s markbøger fra middelalderen fandt forskerne 103 lokaliteter med snekkenavne i hele landet, og alle kunne man sejle til. De er typisk placeret et stykke inde i landet, tilbagetrukne og beskyttede fra kystlinjen. Alene på Samsø er der otte steder, der hedder noget med snekke, og vores eget sted i Aarhus hed i de gamle annaler Snekkeeng og ligger ved Aarhus Å og genbrugsstationen Eskelund. Når skibene ikke blev brugt i længere tid, lå de tilbagetrukket og gemt for fjendernes lumpne blikke et stykke inde i landet. Ganske som hvis du boede op ad en befærdet vej og var den heldige ejer af en Rolls Royce – du ville da ikke parkere den ved rendestenen, men med sikkerhed køre den ind i indkørslen og dække den til med en carport eller i det mindste en presenning fra Silvan.

En gang sømand, altid sømand
Frokost på Samsø. Det smukke bakkelandskab fortsætter her på nordspidsen, og digesvalerne kaster sig ud og ind i klinterne med frydefulde skrig. Vejret bliver bedre og bedre, og det ”værste” kryds er vel ovre. God følelse af at lykkes og kunne noget lægger sig over vores lille armada.

Vi er i alt fem deltagere i vikingeturen:
Fire gamle gutter, der bare kan blive ved og ved og har roet i mange år, samt Iben – vores unge ”erhvervspraktikant” – som skal samle erfaring og kilometer til sit kommende arbejde som kajakguide på New Zealand. Der er ikke to af os, som er tilnærmelsesvis ens eller har samme baggrund, men vi er et super team, der kan noget i forening. Og det er sådan en god fornemmelse, som rækker både frem og tilbage i vores fælles aktiviteter i klubben. Klar til eventyr og parat til kamp med elementerne. Hvad er der galt med “Nak og æd”-konceptet? Male bonding og masser af frisk luft?

Skulle det nu være galt?
Når den danske konge kaldte til organiseret modstand (eller måske ligefrem angreb) gjorde han det gennem ledingsvæsnet, som var en flådeorganisation og et transportsystem. Vi læser om det første gang i 1085, men det er ældre end det. Grundlaget for ledingsvæsnet var inddelingen i herreder, som hver især var opdelt i et antal skibener. Hvert skiben havde pligt til under ledelse af en styresmand at udruste og bemande et ledingsskib, og det var kongen, der opbød ledingsflåden og havde kommandoen over den.

Hvor hurtigt kongens kommando nåede ud i de yderste herreder er ikke godt at vide, men det har taget sin tid – og ikke mindst at udruste skibene og motivere de træge værnepligtige. Ikke som i dag, hvor man bestiller noget kajakgrej i England med højst syv museklik, men til gengæld må finde sig i beskeden “Delivery Method: EU Standard Service (Up to 10 working days)”. Jeg mener: Skal de absolut sende mit nye spraydeck med robåd fra England? Når de oven i købet er så “flinke” at hæve beløbet på min konto, længe før de har pillet varen ned fra hylden?

Den dovne snylter skal forbandet…
Nok om det. Vi skal videre til Tunø, hvor vi skal overnatte sidste gang på turen, inden den går hjemad til Aros igen. Om navnet Tunø siger Wikipedia: ”Stammer formodentlig fra det oldnordiske Thund som betyder “forhøjning” eller “svulmen”, og som henviser til synet af øen på afstand.

I 1216 nævnes Tunø første gang på skrift, da Valdemar Sejr bytter eller mageskifter øen “Thund” med biskoppen i Aarhus. Øens egeskov forsynede domkirkebyggeriet i Aarhus med tømmer. I stedet for at betale skat til kongen blev tunboerne pålagt en årlig skat på 1000 skrubber. Senere blev Tunø udskilt fra Århus Stift, og beboerne købte selv øen.”

”Hvad skal sådan en lille forhøjning betale i skat,” tænkte kongen. ”Tusind skrubber!” Sådan tænkte en kriger: ”Når jeg kommer forbi, hæver jeg noget af mit indestående i en mageløs seafood-dinner – og så skal de ellers ud at slås for mig.”

På Tunø venter den fedeste shelterplads med toilet, rindende vand og rotter! Ja, straks ved ankomsten bliver vi advaret mod at have madvarer i teltene, og i forvejen skulle det være et særligt flåt-år. Der er dyr nok, der lever på nas hos os (på os), men det kan ikke ryste gamle søulke. Vores forfædre gravede Kanhave-kanalen på Samsø, slæbte krigsskibe over Draget på Helgenæs og opfandt VOK (Vikingernes Operative Kommando) og omdannede hele Aarhusbugten og Kattegat til et strategisk vandland – så luk røven og ro. Hjemme igen i Aros har vi roet samlede 75 km på tre dage – det er ikke imponerende, men vi har været langt ude.

Kilde: Vikingernes Aros, Moesgård Museum 2005