Vedtægter for Aarhus Havkajakklub
§ 1 Klubben
1.1 Klubbens navn: Aarhus Havkajakklub.
1.2 Klubben har hjemsted i Aarhus kommune.
§ 2 Formål
2.1 Klubbens formål er at fremme interessen for havkajakroning og at være samlingssted for denne aktivitets udøvelse. Samt at yde medlemmerne husrum for deres havkajakker i den udstrækning, det er muligt.
§ 3 Medlemmer
3.1 Som aktivt medlem kan optages alle over 18 år, som har lyst og vilje til at arbejde for klubbens formål, og som kan vedkende sig nærværende vedtægter og sikkerhedsbestemmelser.
3.2 Bestyrelsen kan udelukke et medlem, hvis vedtægter eller sikkerhedsbestemmelser overtrædes, eller hvis medlemmet på en anden måde udviser en adfærd, der er uforenelig med klubbens holdninger. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på næstfølgende generalforsamling.
3.3 Der kan optages enkelte gæstemedlemmer i klubben. Gæstemedlemskabet kan maksimalt strække sig over et år og tilbydes fortrinsvis til folk, som ikke hører hjemme i Aarhus, men som er bosat i Aarhus i en kortere periode. Tilbud om gæstemedlemskab kan kun finde sted, når bestyrelsen vurderer, at gæsten vil være et aktiv for klubben i flere henseender. Kontingent for gæstemedlemskab fastsættes af bestyrelsen i forhold til det ordinære kontingent efter længden af medlemskabet.
3.4 Et aktivt medlem kan overgå til passivt medlemskab pr. 1. marts. Passive medlemmer kan, såfremt der er plads, deltage i møder og foredrag, men har dog ingen stemmeret. De er altid velkomne i klubben, men kan ikke deltage i roning i egen eller klubbens både. Passive medlemmer kan overgå til aktivt medlemskab forud for ventelisten pr. 1. marts, efter bestået redningsprøve.
§ 4 Kontingent
4.1 Generalforsamlingen fastsætter kontingenter for aktive og passive medlemskaber samt evt. indskud. Kontingent opkræves helårligt og forfalder pr. 1. marts. Ved nyindmeldelse kan bestyrelsen tilpasse kontingentet kvartalsvis.
§ 5 Udmeldelse
5.1 Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren inden 1. marts.
5.2 Udmeldelsen er først gældende, når den udleverede nøgle er afleveret til et bestyrelsesmedlem. Herefter betales depositum tilbage.
5.3 Ved restance opkræves ved skriftlig henvendelse fra kassereren foruden kontingent restancen inkl. porto. Såfremt et medlem ikke inden 14 dage herefter har betalt sin gæld, betragtes vedkommende som udmeldt. Kajakken skal fjernes inden 14 dage at regne fra den dato, hvor medlemmet er udmeldt.
§ 6 Ordinær Generalforsamling.
6.1 Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.
6.2 Generalforsamlingen afholdes i oktober efter afsluttet regnskab. Der indkaldes til generalforsamling med mindst en måneds varsel.
6.3 Dagsorden er:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Aflæggelse af beretninger – herunder økonomi.
4. Godkendelse af revideret regnskab.
5. Fremlæggelse af budget for det kommende år.
6. Fastsættelse af kontingent, mv.
7. Behandling af indkomne forslag.
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 1. suppleant og 2. suppleant til klubbens bestyrelse.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.
6.4 Forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, skal være modtaget på mailadressen formand@aarhushavkajakklub.dk senest tre uger inden generalforsamlingen.
6.5 På en generalforsamling afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal.
6.6 Kun fremmødte, aktive medlemmer med mere end to mdr. medlemskab har stemmeret.
6.7 Valgbar er ethvert stemmeberettiget medlem.
6.8 Ved manglende fremmøde kan opstilling til bestyrelse eller udvalg ske ved skriftlig accept.
6.9 Beslutninger tages ved almindeligt stemmeflertal, dog kræves der ved vedtægtsændringer kvalificeret majoritet (2/3 af de afgivne stemmer ).
6.10 Dagsorden til generalforsamlinger skal være udsendt til medlemmerne, på den på medlemslisten angivne e-mail adresse, senest 1 uge før generalforsamlingen.
§ 7 Ekstraordinær generalforsamling
7.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller hvis mindst 1/4 af klubbens medlemmer stiller krav herom.
7.2 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling udsendes til medlemmerne senest 8 dage efter modtagelse af kravet og med mindst en måneds varsel.
§ 8 Bestyrelsen
8.1 Bestyrelsen har flg. sammensætning: Formand, sekretær, kasserer og 4 menige medlemmer.
8.2 Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen – på følgende måde: formand, sekretær og 2 menige vælges i lige år, kasserer og 2 menige vælges i ulige år.
8.3 Suppleanter og evt. udvalg vælges for et år ad gangen.
8.4 Ved afgang af bestyrelsesmedlemmer inden den toårige valgperiodes udløb, konstituerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling, eller bestyrelsen kan vælge at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af nye bestyrelsesmedlemmer. De nyvalgte bestyrelsesmedlemmer indtræder i de afgående medlemmers valgperioder.
8.5 Klubbens daglige ledelse forestås af bestyrelsen, der repræsenterer klubben i alle forhold. Denne er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer efter almindelig indvarsel er mødt.
8.6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.
§ 9 Regnskabet
9.1 Regnskabet løber fra 1. september til 31. august.
9.2 Bestyrelsen forvalter pengemidlerne under ansvar over for generalforsamlingen.
9.3 Revideret regnskab forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse.
9.4 Kassereren må max have 1000 kr. liggende i kassebeholdningen.
9.5 Der kræves 2 pers. fra bestyrelsen til at hæve / overføre beløb større end 4000 kr.
9.6 For optagelse af lån i klubbens navn kræves hele bestyrelsens underskrift. For lån større end kr. 15.000,- kræves generalforsamlingens godkendelse.
§ 10 Tegning
10.1 Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved den enes forfald af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening.
§ 11 Hæftelse
11.1 Bestyrelsens medlemmer hæfter personligt for det tilskud, som foreningen eller tilskudsmodtagerne har modtaget efter folkeoplysningsloven, hvis tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling eller udeladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætligt eller uagtsom. Bestyrelsens medlemmer hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven. For de forpligtelser, der påhviler foreningen i øvrigt, hæftes alene med den til enhver tid eksisterende formue.
§ 12 Ophør
12.1 Ved ophør skal evt. overskud anvendes til almennyttige formål indenfor folkeoplysningslovens område.
12.2 I forbindelse med ophør af klubben skal dette vedtages på 2 efterfølgende generalforsamlinger med mindst 1 måneds mellemrum.
Således vedtaget ved den stiftende generalforsamling d. 25/8 2002.
Revideret på den ordinære generalforsamling d. 25/10 2018.