Beklædning

Beklædning på begynderkurset

Når man ror havkajak, skal man klæde sig på efter vandets temperatur, risikoen for underafkøling som følge af vind/regn, risikoen for at kæntre (vejr- og vandforhold) og den afstand, man ror fra kysten. Kort sagt: man skal med sin påklædning sikre, at man kan holde varmen, uanset om man kæntrer eller ej. Er man ikke korrekt påklædt, risikerer man at blive underafkølet, og i værste fald kan dette blive livsfarligt. Du kan læse mere om underafkøling (hypotermi) i tørmanualen. På kurset vil du modtage instruktion om, hvordan du vurderer din påklædning i forhold til de ovennævnte faktorer.

For at forebygge underafkøling stiller vi på begynderkurset krav til din påklædning. Du skal derfor anskaffe dig nedenstående beklædning inden kursusstart.

Til havkajak klæder man sig på – som ved andre friluftssportsgrene – efter 3-lagsprincippet: et inderlag, et mellemlag og et yderlag:

Yderlaget:

Har til formål at isolere for vind og vejr.

Long John-våddragt:

LongJohn
Til havkajakroning bruger man en våddragt af Long John-model – dvs. en ærmeløs våddragt. Våddragten er lavet af materialet ”neopren” i en tykkelse på ca. 3-5mm. Det er vigtigt, at våddragten er ærmeløs, så den ikke hæmmer dine bevægelser eller skraber under armene, når du ror.

Våddragten skal sidde så tæt som muligt, uden at den strammer i en grad, så du har svært ved at bevæge dig og trække vejret frit. Men den skal sidde tæt for at have effekt. Funktionen er nemlig, at hvis du kommer i vandet, så kommer der en lille smule vand ind i dragten, men idet dragten sidder tæt, fanges vandet mellem din krop og dragten. Din krop vil så varme dette ”fangede vand” op til kropstemperatur, og dette vandlag vil virke isolerende. Sidder dragten ikke tæt, vil vandet derimod strømme gennem dragten, når du ligger i vandet, og afkøle dig frem for at isolere dig. Ud over at isolere giver dragten dig også lidt opdrift i vandet, idet neopren er et gummimateriale ”pustet op” af en masse mikroskopiske luftbobler. Opdriften er en hjælp, hvis du kæntrer og skal op i kajakken igen.

Rojakke:

En rojakke er en jakke lavet af et vind- og vandtæt materiale, som slutter tæt omkring håndled og hals.

RoJakke
Formålet med rojakken er at undgå, at du bliver afkølet af vind, vandsprøjt og regn, når du ror. Når du ror, bliver du våd på overkroppen enten af sved, vandsprøjt eller regn. Når man er våd, afkøles man let af vinden selv på en varm sommerdag. Rojakken er med til at forebygge underafkøling ved at isolere for vind og udefrakommende vand.

Nogle rojakker har latex eller neoprenmanchetter i ærmerne og halsen, således at der ikke kommer vand ind disse steder ved kæntring. Andre rojakker har kun manchetter i ærmerne, så man kan åbne og ”få lidt luft” ind i halsen. Andre rojakker har ikke manchetter, men blot en lukkemekanisme i ærmer og hals, der forhindrer, at for meget vand trænger ind. Det er vigtigt, at lukkemekanismen i ærmerne er god, idet man ellers let får vand ind, da vandet under roning driver langs pagajen op i ærmerne. Almindelige vind/regnjakker er derfor ikke optimale som rojakke.

Rosko/-støvler:

KajakSkoI en havkajak er der begrænset plads til fødderne, og der er fodstøtter, som snørebånd kan vikle sig fast i. Almindelige sko er derfor IKKE egnede til at ro i (snørebånd eller ej). I stedet bruges rosko eller støvler af neopren. Om man vælger en sko eller støvle afhænger at årstiden. I de kolde måneder er det rart, at støvlen har lidt længere skaft, så man får varme omkring ankler og skinneben, hvis man kæntrer, og når man ved stranden stiger ind og ud af kajakken. På en varm dag er det rart med en sko, der ikke er så varm.
Til kurset vil vi anbefale en kort støvle (dækker anklen).
Rosko/-støvlerne har desuden en gummisål, som er rillet, så den er rar at gå rundt i på stranden.

Handsker:

Handsker er ikke obligatoriske at anskaffe sig på kurset, men hvis du har let ved at fryse om fingrene, kan det være en god ide! Ved kursusstart er vandet ca. 8 grader, der kan være vind, og der er ikke altid sol. Du får våde fingre. Så hvis du tænker, at dette vil få dine fingre til at fryse, så du mister følefornemmelsen i fingrene, er det en god ide at købe rohandsker. De findes mange forskellige modeller med og uden fingre og i forskellige materialer til en overkommelig pris. Se nærmere i kajak og sejlbutikker.

Hue:

Af den mængde varme, som kroppen afgiver, afgives de 25% via hovedet. På en kold, blæsende dag er dette derfor det første sted, man skal tænke på at isolere for at forebygge underafkøling. Igen anbefales materialer som uld og fleece. Skal medbringes på kurset.

Buff/rørhalstørklæde:

Er det koldt og blæsende, er et halstørklæde en god ide. De store blodårer på halsen ligger yderligt, og derfor er halsen et vigtigt område at isolere for at forebygge varmetab fra kroppen. Her anbefales et rørhalstørklæde/buff. Skal medbringes på kurset.

Inderlaget:

Har til formål at lede sved væk fra kroppen og give let varme.
Det optimale er skiundertøj i uld eller polyester. Der må IKKE anvendes bomuld! Bomuld bliver tungt og klasket og mister sin isoleringsevne, når det bliver vådt. Når du sveder, vil det afkøle dig og holde dig våd i stedet for at lede sveden væk og varme dig.
På fødderne kan du bruge nogle tynde uldstrømper i rosko/-støvlerne. Det er ikke alle, der har brug for dette, men hvis du har tendens til at fryse let på fødderne, vil vi anbefale dette i hvert fald ved kursets start, hvor vandet er koldt stadigvæk.
OBS: Det er en god ide at tage strømperne på, når du køber dine rosko, så du er sikker på, de passer, når du har strømper på :-)

Mellemlaget:

Har til formål at give dig varme.
Dette lag fjernes som det første, når vandtemperaturen stiger, og luften bliver varmere, og kan modsat tilføjes/øges i takt med, at det bliver koldere.
Her anbefales trøjer af materialet fleece uden for høj hals, da de så kan komme i karambolage med lukkemekanismen i rojakkens hals.

Solbeskyttelse:

Vandet reflekterer solens stråler, så på en solrig eller let skyet dag kan man let blive blændet, og afhængig af tidspunkt på dagen/ens hud mv. er der også risiko for at blive solskoldet. Husk derfor solbriller eller kasket på sådanne dage samt påfør solcreme inden afgang. Solbriller kan udstyres med en brillesnor i et materiale, som kan flyde (fx neopren), så de ikke mistes ved kæntring. Fås i kajak- og sejlbutikker samt nogle brilleforretninger.